Overblik over Arsenals skader: Hvem er ude? Hvilken skade? Hvor længe vil...

Overblik over Arsenals skader: Hvem er ude? Hvilken skade? Hvor længe vil de være ude?

1364
0
DEL

Arsenals liste over spillere, der lige nu sidder ude med skader, er næsten urealistisk lang. Der er sindsygt mange navne, og særligt midtbanen er ramt. Så sent som i søndags blev der tilføjet yderligere tre navne til listen, da Arsenal spillede uafgjort med Norwich.

Hele 10 spillere fra Arsenals førstehold sidder ude med skader. Dette kan meget vel komme til at være en kæp i hjulet på Arsenals planer om et Premier League-mesterskab. Her forsøger vi at stille skarpt på disse skader, altså hvem der er ude, hvad de fejler og ikke mindst, hvornår de kan vende tilbage til fodboldbanen.

Alexis Sanchez:

Den tidligere Barcelona-kant er en af de nyeste tilføjelser til listen over skadede spillere. Han har eftersigende haft problemer længe, hvilket cheftræneren Arsene Wenger tydeligvist valgte at ignorere. I hvert fald startede Alexis Sanchez på banen, hvilket resulterede i, hvad der lignede, en fibersprængning. Han vil dermed mindst være ude i et par uger.

Laurent Koscielny:

Franskmanden var kun på banen i sølle 11 minutter mod Norwich, før han altså måtte lade sig udskifte. Det så ud til at være et problem med hans hofte. Hans skade mangler stadig at blive helt afklaret, men det forventes at Koscielny vil være klar til kamp i den kommende weekend.

Santi Carzola:

Den spanske playmaker spillede ifølge hans træner på et ben mod Norwich. Han var i stand til at komme igennem kampen, men ikke uden problemer med hans knæ. Disse problemer vil nu holde ham fra at deltage i næste weekends opgør mod Sunderland og vigtigst af alt Champions League kampen mod Olympiakos, som Arsenal skal vinde.

Kieran Gibbs:

Den unge venstre-back gik glip af den netop overståede weekends opgør mod Norwich. En forstrækning i læggen var problemet, men det forventes at Gibbs er til rådighed i den kommende weekend.

Jack Wilshere:

Midtbane-spilleren har været særdeles plaget af skader, men nu ser han ud til, at være på vej tilbage. Wilshere har ikke været i aktion i denne sæson. Han har været plaget af flere skader, der i langt de fleste tilfælde skyldes overbelastning. Det forventes at den engelske midtbane-motor vil være tilbage før jul.

Danny Welbeck:

Angriberen har været ude af betragtning siden august, som følge af en alvorlig knæ-skade. Det forventes at Welbeck, lige så stille, kan begynde at træne igen, ved indgangen til det nye år.

Theo Walcott:

Den lynhurtige, engelske offensiv-spiller har været ude siden slutningen af oktober, hvor han pådrog sig en skade i læggen under en League Cup-kamp imod Sheffield Wednesday. Han er imidlertid blevet rygtet tilbage til truppen, allerede til næste weekends Premier League-opgør.

Francis Coquelin:

Den franske, centrale midtbane-spiller kan se frem til tre måneder udenfor fodboldbanen. Han har pådraget sig en skade i knæet. Coquelins skade er tilsyneladende den, der bekymrer Wenger mest. I hvert fald rygtes det, at den franske cheftræner vil på indkøb efter en erstatning i januar-transfervinduet, der nærmer sig med hastige skridt.

Mikel Arteta:

Arsenals anfører erstattede den skrantende Francis Coquelin i opgøret mod West Bromwich, men han måtte også lade sig tilføje listen over skadede Arsenal-spillere. Han nåede at spille 35 minutter før han haltede fra banen, som følge af en forstræknings-skade. Han skulle være i stand til at vende tilbage meget snart.

Tomas Rosicky:

Den tjekkiske landsholdsspiller, der er 35 år gammel, har overhovedet ikke været i betragtning til Arsenal-truppen i denne sæson. Han pådrog sig en slem knæ-skade i juni. Der er ikke desto mindre lys for enden af tunnellen. Det ser ud til, at Rosicky kan vende tilbage i en ikke så fjern fremtid.

INGEN KOMMENTARER